Henrik Ibsens skrifter

Jeg håber at De ikke ansér mig for utaknemmelig eller for mere glemsom end folk i almindelighed lige over for modtagen gæstfrihed, når jeg først idag sender Dem et takkens ord for al udvist venlighed under ​mit besøg i Schwaz.

I Deres kreds var det godt at være. Det er altid en vanskelig sag at omskabe et midlertidigt logis til et hjem med al den hygge og tryghed, som hører hjemmet til; men jeg så jo nok, at den evne besidder De som en naturgave – blandt de mange andre.

De kan tro, det var en underlig stemning, der betog mig, da jeg så Dem igen ​efter de mange års forløb, så uforandret som jeg fandt Dem, og dog med så meget indholdsrigt imellem. ​Da jeg første gang lærte Dem at kende, i ​Thoresens hus, var De vel omtrent af samme alder som ​ Deres ældste datter nu; og ​henne i Schwaz kom jeg så levende til at huske på, hvorledes De allerede da, uagtet Deres unge alder, og skønt kun en gæst, en besøgende, dog forstod at samle familjens medlemmer i ​dette vanskelige hus med de mange viljer og det ringe samhold. Det har været et udslag af Deres evne til at skabe hjem omkring Dem. –

Til Bjørnson skriver jeg ikke for det første. Han har visst fuldt op at ​ta’ vare på, og bør ikke forstyrres i sine mange gøremål. Jeg fik jo også sagt ham et slags tak ved afskeden, skønt langt fra som jeg gerne vilde. Hvad dette samvær med ham har været for mig, kan De jo nok tænke Dem. –

Susanna og Sigurd er endnu i Kristiania. De har for min skyld glædet sig så hjertelig til besøget i Schwaz. Nu har de ​fåt en udførlig beskrivelse deraf. Ikke mindre glad er ​Sigurd over at han har gjort bekendtskab med Bjørn. Trods mulige forskelligheder har de visst i synsmåder mangt og meget tilfælles; ​fælles omgangskreds har de nok også deroppe. –

De må endelig ikke lægge nogen vægt på at dette brev er lidt usammenhængende og springende fra det ene til det andet. Men brevskrivning er nu engang ikke min stærke side. Jeg er næsten ræd at jeg så længe og så ihærdigt har tumlet med den dramatiske form, hvori det i en viss forstand gælder for forfatteren at døde og drukne sin egen personlighed eller i al fald ​forstikke den, at jeg derved måske har tabt en hel del af det, som jeg selv skatter højest hos en brevskriver. Men vær forvisset om, det ligger ikke dybere end i formen.

Altså, endnu en gang, en hjertelig tak til Dem og Bjørnson og til ​børnene for alt godt og for hvert indtryk, jeg har taget med mig!